«Realismen anser jeg for en af flere mulige æstetikker, men den vigtigste af dem. Hævder man, at al kunst er realistisk, for så vidt den i en eller anden forstand må repræsentere en efterligning af noget menneskeligt — bare mere eller mindre stiliseret –, så kan jeg sådan set ikke være uenig i princippet, men nok i praksis: man opløser simpelthen realismebegrebet i et alment kunstbegreb i stedet for at søge at anvende det meningsfuldt som det vigtige ’underbegreb’, det kan være.»
I løbet af en række essays forsøger litteraturkritiker John Chr. Jørgensen at etablere et meningsfuldt realismebegreb og samtidig bevise, at realismen er en aktuel og værdifuld genre inden for kunst såvel som litteratur. Bogen giver et spændende indblik i dansk litteraturforskning og de litterære strømninger, der dominerede i slutningen af 1970’erne.
John Chr. Jørgensen (f.1944) er en dansk litteraturforsker og har været tilknyttet Københavns Universitet siden 1969. Han har desuden været litteraturkritiker ved både Politiken og Ekstra Bladet. John Chr. Jørgensen var desuden én af hovedkræfterne bag Dansk forfatterleksikon, 1–2 fra 2001.