Den protestantiske etik og kapitalismens ånd

Denne parallel viser tydeligere end noget andet, at det ikke kan nytte noget at arbejde med så vage begreber som katolicismens (påståede!) verdensfremmedhed, protestantismens (påståede!) materialistiske »verdensglæde« og lignende begreber. De er i almindelighed uanvendelige, både i dagens samfund og ikke mindst når det gælder fortiden. Og hvis man endelig vil operere med dem, så vil ikke alene de foregående bemærkninger, men også mange andre iagttagelser, der uden videre trænger sig på, tilmed gøre den tanke nærliggende, om ikke hele modsætningen mellem verdensfremmedhed, askese og kirkelig fromhed på den ene side og deltagelse i det kapitalistiske erhvervsliv på den anden burde ophæves og tværtimod forvandles til et indre slægtskab

Luthers, Calvins, Knox’ og Voëts gamle protestantisme havde meget lidt at gøre med, hvad man i dag kalder »fremskridtstro«. Den stod fjendtligt over for hele sider af det moderne liv, som selv den mest yderliggående troende i dag ikke kan undvære. Hvis man altså overhovedet skal påvise noget indre slægtskab mellem forskellige udgaver af den gammelprotestantiske ånd og moderne kapitalistisk kultur, så må vi, hvad enten vi vil eller ej, søge at finde det i dens rent religiøse træk, ikke i dens (påståede) mere eller mindre materialistiske eller i hvert fald antiasketiske »verdensglæde

Det gælder tværtimod, at protestanterne (særligt visse retninger blandt dem, som senere vil blive behandlet) både som herskende og som behersket lag, både som flertal og som mindretal har vist en særlig tendens til økonomisk rationalisme, som ikke på samme måde fandtes eller findes hos katolikkerne, hverken i den ene eller i den anden position

reformatorer, der fremstod i de økonomisk mest udviklede lande, kritiserede jo netop ikke, at den kirkeligreligiøse beherskelse af livet var for stor, men tværtimod at den var for ringe

Nu kan man ganske vist påvise historiske grunde til, at protestanterne i forhold til den procentdel, de udgør af befolkningen, har langt større andel i kapitalbesiddelsen,3 i ledelsen og i de øvre kategorier af arbejderklassen i de store moderne industri- og handelsvirksomheder. Men disse historiske grunde ligger langt tilbage i fortiden, og det konfessionelle tilhørsforhold fremtræder ikke som årsag til økonomiske fænomener, men til en vis grad som følge af sådanne

Borgere« i ordets stænderbetydning fandtes nemlig også før udviklingen af den specifikt vesterlandske kapitalisme.

En af de fundamentale bestanddele af den moderne kapitalistiske ånd, og ikke kun af den, men af den moderne kultur, nemlig den rationale livsførelse på kaldsideens grundlag, er, som det skulle være fremgået af denne redegørelse, affødt af den kristne askeses ånd.

Opfattelsen af arbejdet som »kald« blev lige så karakteristisk for den moderne arbejder som den tilsvarende opfattelse af indtjeningen blev det for arbejdsgiveren.

Med bevidstheden om at stå i Guds fulde nåde og være synligt velsignet af ham, formåede den borgerlige kapitalist, når han holdt sig inden for det formelt korrektes rammer, når hans moralske adfærd var udadlelig, og den brug, han gjorde af sin rigdom ikke var anstødelig, at følge sine erhvervsinteresser, og han skulle tilmed gøre det. Den religiøse askeses magt skaffede ham desuden nøgterne, samvittighedsfulde, ualmindelig arbejdsvillige arbejdere, der var knyttet til deres arbejde som til et af Gud villet formål med livet. Ydermere gav den ham den beroligende forsikring, at den ulige fordeling af denne verdens goder var specielt udvirket af Guds forsyn, idet Gud med disse forskelle såvel som med den kun enkeltvist uddelte nåde forfulgte sine hemmelige, uransagelige formål.

Når det følgende princip tillige blev fremherskende: »to make the best of both worlds«, så måtte den gode samvittighed, som også Dowden allerede har bemærket, til syvende og sidst indrangeres i rækken af midler til et komfortabelt, borgerligt liv, som det jo også smukt kommer til udtryk i det tyske mundheld om den »bløde hovedpude«. Og det, som det religiøst levende 17. århundrede gav i arv til sin utilitaristiske efterfølger, var netop fremfor alt en uhyre god samvittighed, vi kan roligt sige farisæisk god samvittighed, i forbindelse med pengeindtjening, når den ellers fandt sted under lovlige former. Enhver rest af »Deo placere vix potest« var forsvundet. En specifikt borgerlig kalds-etos var opståe