Med bevidstheden om at stå i Guds fulde nåde og være synligt velsignet af ham, formåede den borgerlige kapitalist, når han holdt sig inden for det formelt korrektes rammer, når hans moralske adfærd var udadlelig, og den brug, han gjorde af sin rigdom ikke var anstødelig, at følge sine erhvervsinteresser, og han skulle tilmed gøre det. Den religiøse askeses magt skaffede ham desuden nøgterne, samvittighedsfulde, ualmindelig arbejdsvillige arbejdere, der var knyttet til deres arbejde som til et af Gud villet formål med livet. Ydermere gav den ham den beroligende forsikring, at den ulige fordeling af denne verdens goder var specielt udvirket af Guds forsyn, idet Gud med disse forskelle såvel som med den kun enkeltvist uddelte nåde forfulgte sine hemmelige, uransagelige formål.