Efter en turbulent barndom på kostskole, børnehjem og i plejefamile tog Jim Latrache-Qvortrup som 19-årig til Fremmedlegionen og blev faldskærmssoldat. Senere begyndte han at sælge narko og blev i 90’erne og 00’erne leverandør af kokain til det københavnske jetset, indtil han en dag blev fanget og sendt i fængsel. Dømt for 1,6 kilo kokain. Mødet med en kvinde mellem to fængselsophold gjorde, at han forandrede sit liv og sin tankegang radikalt. Han blev lovlydig forretningsmand og er i dag en succesfuld iværksætter med gang i flere forretninger og projekter i København. På sidelinjen har han i fire år været undercover i Nordkorea og spillet rollen som den falske forretningsmand Mr. James, som infiltrerer det lukkede regime i Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen — Undercover i Nordkorea.