Natstorm

taget fra Åludden.
»Hej, Joakim«, sagde Michael. »Er du i Stockholm?«
»Nej, vi er stadig på Øland. Hvordan går det?«
»Jo, det går fint. Fedt, at du ringer.«
Men Joakim syntes, at Michael samtidigt lød lidt afventende. Måske var han flov over det, der var sket, sidst de mødtes.
»Og du har det godt?« sagde Joakim. »Og firmaet?«
»Jo, det går fint«, sagde Michael. »Vi er i gang med mange spændende projekter. Det er lidt hektisk nu op til jul.«
»Fint … Jeg ville bare høre, hvordan det gik, og sikre mig, at alt var okay. Det var jo en lidt hurtig afsked, da I var hernede sidst.«
»Ja«, sagde Michael og tøvede, inden han fortsatte. »Jeg er ked af det. Jeg ved ikke, hvad det var … jeg vågnede midt om natten og kunne ikke falde i søvn igen …«
Han blev stille.
»Lisa troede, at du havde et mareridt«, sagde Joakim. »At du drømte, at der stod nogen ved siden af din seng.«
»Sagde hun det? Ja, jeg kan ikke selv huske noget.«
»Du kan ikke huske, hvem det var, du så?«
»Næ.«
»Jeg har aldrig set noget mærkeligt her på gården«, sagde Joakim, »men jeg har af og til fornemmet ting. Og ude i stalden har jeg fundet en væg oppe på loftet, hvor folk har …«
»Og hvordan går det med at sætte huset i stand?« afbrød Michael. »Skrider det fremad?«
»Hvad?«
»Er du færdig med at tapetsere?«
»Nej … ikke helt endnu.«
Joakim indså, at Michael ikke havde