Tiden er kritisk for den mand, vi møder i Jakob Hansens roman. Kritisk, fordi han har gjort sin elskerinde gravid, og fordi hun på grund af sin spidsborgerlige familie ikke tør få barnet. Selvmord synes efterhånden den eneste udvej, og i stedet for at forsøge at tale hende fra det, prøver hendes elsker at overtale hende til det.
Jakob Hansen skriver sig ind i den samme tradition, som blomstrede hos Nietzsche og Kierkegaard, når han præsenterer os for sin forførende, overlegne, intellektuelle hovedperson, der diskuterer begrebet moral med sig selv, skønt han i virkeligheden ikke forstår, hvad det går ud på.
Jakob Hansen (1868–1909) er en dansk forfatter fra omkring århundredeskiftet, der ofte er blevet overset i dansk litteraturhistorie. Ligesom barndomsvennen og forfatterkollegaen Martin Andersen Nexø, var Jakob Hansen med til at bringe fortællinger fra det folkelige Danmark ind på den litterære scene, og han bidrog herved til at ruske op i et åndsliv, der i mange år havde været formet indenfor de københavnske volde.
