Efter en uge på havet havde Laura stadig 5.000 sømil tilbage at krydse. Hun nød det, men spekulerede også på, hvordan det mon ville blive. Om hun ville støde ind i storme. Eller måske endda komme til at kede sig. Og så var hun meget bevidst om risikoen for pirater. Blandt andet hørte hun over radioen, at der lige havde været et piratangreb ud for Madagaskar, og hver gang hun så en mindre trækutter nærme sig, bekymrede hun sig om, hvorvidt det mon var pirater, der ville kapre hende. For at mindske piraternes mulighed for at spore hende, slog hun det sporingsapparat fra, som under hele turen havde givet hendes far – og få andre udvalgte – en mulighed for at følge, hvor hun befandt sig. Hun var bange for, at pirater skulle hacke hjemmesiden og på den måde finde ud af, præcist hvor hun var. I stedet sendte hun nu to gange om dagen sine koordinater til sin far via satellittelefonen.
Der var mange, ret stille dage på turen, hvor Laura bare fik tiden til at gå og havde god tid til at tænke over livet. Hun funderede over, hvor meget stærkere hun mentalt var nu – end da hun tog hjemmefra. At hun havde klaret ensomhed, frygt og at se sig selv i øjnene. Og hun sendte sin far taknemmelige tanker, fordi han altid havde sørget for, at hun selv erfarede ting og lærte af dem – efter han havde sikret sig, at hun kunne klare det. Laura brugte også en masse tid på at spille på sin fløjte, fordi der tit var så meget bølgegang, at hendes guitar skulle surres godt fast, så den ikke blev kastet rundt, når hun lagde den fra sig