Kristin Lavransdatter – Kransen

eg har også haft min ønsketid, Kristin, og jeg er ikke så dum, at jeg beklager mig, selv om jeg nu må slå mig til tåls med kærnemælk og sur mælk, fordi jeg har drukket vinen og øllet. Gode dage kan vare længe, hvis man forsigtigt og omsorgsfuldt tager vare på sig og sit;

Der er intet menneske, Kristin, som ikke elsker og frygter Gud, men det er, fordi vore hjerter er delt mellem kærlighed til Gud og frygt for djævelen og kærlighed til verden og kødet, at vi bliver så elendige i liv og død. Thi hvis en mand slet ingen længsel kendte mod Gud og Guds væsen, så ville han befinde sig godt i helvede, og det ville kun være os, der ikke forstod, at han dér havde det, som hans hjerte begærede. Ilden ville ikke brænde ham, hvis han ikke higede efter kølighed, og han ville ikke føle smerten ved slangernes bid, hvis han ikke kendte længslen efter fred.«

Der er ingen og intet, der kan skade os, barn, undtagen det, som vi frygter og elsker

a, så er vi folk nok her, som kan bære hende – hun har godt af det – du skal også drikke, Arne – I, som vokser endnu, gør Guds gaver godt og ingen men – giver jer sødt, rødt blod og god søvn, men vækker ikke galskab eller uforstand –«

det spruttede, når ilden rev det friske grønne af kvistene, så at små, hvide, brændte fnug fløj på flammens røde manke; røgen hvirvlede fed og mørk mod den klare himmel. Kristin sad og så til; hun syntes, det var, som ilden var glad for, at den var ude i frihed og fik lov til at lege. Den var anderledes, end når den sad derhjemme på arnen og skulle trælle med at koge mad og lyse for dem i stuen.

»Å, unger har da både ulve og bjørne,« siger Isrid vredt. »Og dem sparer du ikke, Lavrans, hverken dem eller deres unger. Og det til trods for, at de ikke har lært lov eller kristendom sådan som de ildgerningsmænd, du under så vel –«