Hvis man tager sin tørn for samfund og demokrati og den slags ting, mens man er ganske ung, men senere nægter at binde sig til bestemte retninger og kun vil have sig selv at stå til regnskab over for, giver man afkald på kammeratskabets trygge, indelukkede atmosfære til fordel for noget, man kun kan opleve alene. Dette noget kan jeg ikke definere, men det er den følelse, man har, når man har skrevet et eller andet godt og rigtigt og med sig selv ved, at det er godt, selv om de, der lever af at læse det og anmelde det, ikke kan lide emnet og siger, at det er humbug. Det gør ikke noget, når man selv ved, at det er noget værd. Eller når man giver sig af med noget, som folk ikke vil tage alvorligt, men som man selv er fuldt og fast overbevist om har sin store betydning og altid har haft sin store betydning, lige så stor betydning som alt det, der er på mode for øjeblikket.