»Når jeg beder,« sagde præsten, »så ser jeg på mine foldede hænder. Jeg holder dem op foran mit bryst, så tommelfingrene vender ind mod mig selv. Tommelfingeren ligger tættest på hjertet, og derfor beder jeg først for dem, der står mig nær, som for eksempel min familie. Pegefingeren er den finger, andre bruger til at pege på mig med. Derfor beder jeg i anden ombæring for dem, der har noget at skulle sige over mig, som for eksempel læger. Langfingeren er den længste finger, og derfor beder jeg ud fra den om at hjælpe de højeste i samfundet, som for eksempel dronningen og regeringen. Ringfingeren er den svageste finger, hvilket enhver, der har spillet klaver, ved. Ud fra den beder jeg for de svage og syge i samfundet. Mens lillefingeren, den er bønnen for mig selv.«