Anne fra Grønnebakken

Er det rigtigt, at vi er lige ved at være hjemme? Det er jeg både glad for og ked af. Jeg er ked af det, fordi det har været sådan en dejlig tur. Jeg bliver altid ked af det, når noget dejligt er forbi. Måske kommer der noget endnu dejligere bagefter, men man kan aldrig være sikker.

købt et stykke meget fint, blåt stof, og den bliver syet

Lige over frugtplantagen lyste en stor, klar stjerne, og ildfluerne flagrede ud og ind mellem bregner og grene ovre ved Kærlighedsstien.

Man kan vænne sig til hvad det skal være, selv til at blive hængt, som irlænderen sagde

Selv om jeg var ked af, at Mr. Phillips skulle forlade skolen, måtte jeg jo se lidt på den nye præst. Hans kone er meget yndig. Hun havde en blå kjole på med puf-ærmer og en hat med roser. Jane Andrews syntes, det var forkert af en præstekone at gå med puf-ærmer. Men jeg sagde ikke noget, Marilla, for jeg ved, hvad det vil sige at måtte undvære puf-ærmer.

Jeg var bare rasende, og jeg blev ved med at være rasende hele natten. Det ved jeg, for jeg vågnede tre gange, og hver gang var jeg rasende. Men i morges var det gået over.

»Ja, hun skulle selvfølgelig ikke have taget brochen, Marilla, eller givet sig til at fortælle historier om den,« indrømmede han.

Jeg laver aldrig den samme ulykke to gange.«
»Nej, men hvad hjælper det, når du hele tiden laver nye?«
»Der må være en grænse for, hvor mange ulykker ét menneske kan lave, og når jeg har lavet dem allesammen, er det overstået. Det synes jeg da er en trøst.«