Den spanske borgerkrig 1936–1939

Disse forandringer holdt ikke i længden, for ganske vist fik Ferdinand VII lov at vende tilbage på betingelse af, at han accepterede forfatningen, men han brød senere sit løfte og påberåbte sig Den Hellige Alliance, under hvilken den franske kong Louis XVIII i 1823 sendte en hær kaldet „St.

Men tolkningen af mange fakta vil uundgåeligt stadig være styret af personlige opfattelser, særligt i hønen-ellerægget-debatten om den årsagsrække, der førte til krigen. Skal man begynde med jordejernes „selvmorderiske selvoptagethed“ eller med den „revolutionære gymnastik“ og retorik, som fik frygten for bolsjevismen til at flamme op og skubbe middelklassen i „armene på fascismen“, som de mere moderate socialistledere advarede om? Ingen historiker har mulighed for at give det endelige svar.

Det er måske derfor, det er uklogt at forsøge at dømme den frygtelige konflikt for halvfjerds år siden med de liberale værdier og holdninger, som vi i dag accepterer som normale. Det er afgørende at foretage et spring med sin forestillingsevne, at forsøge at forstå den tids tro og holdninger – uanset om det drejer sig om højrefløjens nationalistiske, katolske myte om og frygt for bolsjevismen, eller om det er venstrefløjens overbevisning om, at revolution og tvungen omfordeling af samfundets rigdomme ville kunne skabe universel lykke.

Den Spanske Borgerkrig er ofte blevet beskrevet som et opgør mellem venstre og højre, men det er en misvisende forenkling. To andre konfliktfyldte modsætninger viste sig: statscentralisme mod regionalt selvstyre og autoritært styre mod den enkeltes rettigheder.

Den Spanske Borgerkrig er ofte blevet beskrevet som et opgør mellem venstre og højre, men det er en misvisende forenkling. To andre konfliktfyldte modsætninger viste sig: statscentralisme mod regionalt selvstyre og autoritært styre mod den enkeltes rettigheder. De nationalistiske styrker på højrefløjen var langt mere sammenhængende, fordi de med få undtagelser samlede tre forbundne ekstremer. De var højreorienterede, centralistiske og autoritære på samme tid. Republikanerne var på den anden side et sammenkog af uforenelig og gensidig mistro, hvor centralister og autoritære, særligt kommunisterne, stod over for regionalister og frihedselskende.