Vil du se min smukke navle

trives med et lokum og is på væggene om vinteren.«
»Det er jo kun til, vi er færdige — alting må tage sin tid. Man bliver også mere tålmodig af at bo

er jo kun til, vi er færdige — alting må tage sin tid. Man bliver også mere tålmodig af at bo på landet.«
Claus sad og kiggede på de to og lyttede til diskussionen. Der var ikke tvivl om, at Lene var glad for at bo her, men hun diskuterede alligevel, mens hun gnavede et ben.
»Det er da bare fordi vi har det rart sammen, og fordi vi har fået nogle gode venner — og tænk bare på mig — hvis jeg ikke var kommet i en god klasse og havde fået nogle gode kammerater, hvad så? Livet er et lotteri!«
»Nå,« sagde hendes mor. »Du er rigtig i det filosofiske hjørne.«
»Det er det da!«
»Det er både og — man kan gøre meget selv, men man

klasse og havde fået nogle gode kammerater, hvad så? Livet er et lotteri!«
»Nå,« sagde hendes mor. »Du er rigtig i det filosofiske hjørne.«
»Det er det da!«
»Det er både og — man kan gøre meget selv, men man skal også have lidt held — det er klart. Hvad siger I?« Hun så spørgende på de tre gæster.
»Bare man har sit gode humør!« sagde Jørn hurtigt.
»Bvadrr!« Lene skar ansigt og lagde ikke skjul på, at Jørn altid klarede sig med en kvik bemærkning.
Eva sagde ja og nå og nærmest ingen ting. Og Claus sagde slet ikke noget, men sad og tænkte på at Lenes mor og far havde

Det er jo kun til, vi er færdige — alting må tage sin tid. Man bliver også mere tålmodig af at bo på landet.«
Claus sad og kiggede på de to og lyttede til diskussionen. Der var ikke tvivl om, at Lene var glad for at bo her, men hun diskuterede alligevel, mens hun gnavede et ben.
»Det er da bare fordi vi har det rart sammen, og fordi vi har fået nogle gode venner — og tænk bare på mig — hvis jeg ikke var kommet i en god klasse og havde fået nogle gode kammerater, hvad så? Livet er et lotteri!«
»Nå,« sagde hendes mor. »Du er rigtig i det filosofiske hjørne.«
»Det er det da!«
»Det er både og — man kan gøre meget selv, men man skal også have lidt held — det er klart. Hvad siger I?« Hun så spørgende på de tre gæster.
»Bare man har sit gode humør!« sagde Jørn hurtigt.
»Bvadrr!« Lene skar ansigt og lagde ikke skjul på, at Jørn altid klarede sig med en kvik bemærkning.
Eva sagde ja og nå og nærmest ingen ting. Og Claus sagde

var da sikkert også mange, der slet ikke kunne trives med et lokum og is på væggene om vinteren.«
»Det er jo kun til, vi er færdige — alting må tage sin tid. Man bliver også mere tålmodig af at bo på landet.«
Claus sad og kiggede på de to og lyttede til diskussionen. Der var ikke tvivl om, at Lene var glad for at bo her, men hun diskuterede alligevel, mens hun gnavede et ben.
»Det er da bare fordi vi har det rart sammen, og fordi vi har fået nogle gode venner — og tænk bare på mig — hvis jeg ikke var kommet i en god klasse og havde fået nogle gode kammerater, hvad så? Livet er et lotteri!«
»Nå,« sagde hendes mor. »Du er rigtig i det filosofiske hjørne.«
»Det er det da!«
»Det er både og — man kan gøre meget selv, men man skal også have lidt held — det er klart. Hvad siger I?« Hun så spørgende på de tre gæster.
»Bare man har sit gode humør!« sagde Jørn hurtigt.
»Bvadrr!« Lene skar ansigt og lagde ikke skjul på, at Jørn altid klarede sig med en kvik bemærkning.
Eva sagde ja og nå og nærmest ingen ting. Og Claus sagde slet ikke noget, men sad og tænkte på at Lenes mor

Der var da sikkert også mange, der slet ikke kunne trives med et lokum og is på væggene om vinteren.«
»Det er jo kun til, vi er færdige — alting må tage sin tid. Man bliver også mere tålmodig af at bo på landet.«
Claus sad og kiggede på de to og lyttede til diskussionen. Der var ikke tvivl om, at Lene var glad for at bo her, men hun diskuterede alligevel, mens hun gnavede et ben.
»Det er da bare fordi vi har det rart sammen, og fordi vi har fået nogle gode venner — og tænk bare på mig — hvis jeg ikke var kommet i en god klasse og havde fået nogle gode kammerater, hvad så? Livet er et lotteri!«
»Nå,« sagde hendes mor. »Du er rigtig i det filosofiske hjørne.«
»Det er det da!«
»Det er både og — man kan gøre meget selv, men man skal også have lidt held — det er klart. Hvad siger I?« Hun så spørgende på de tre gæster.
»Bare man har sit gode humør!« sagde Jørn hurtigt.
»Bvadrr!« Lene skar ansigt og lagde ikke skjul på, at Jørn altid klarede sig med en kvik bemærkning.
Eva sagde ja og nå og nærmest ingen ting. Og Claus sagde slet ikke noget, men sad og tænkte på at Lenes mor og far havde været

dråber over hendes bryster og solbrune mave. Og hun sank sammen, angsten lammede hende, benene gav efter under hende, og hun gled langsomt ned langs den ru klippevæg, som ridsede hendes nøgne ryg.
Og rovdyret der standsede op og krummede sig sammen, parat til at dræbe — og netop i det øjeblik ville Claus springe. Med et højt hyl ville han fra klippens top kaste sig ud i det tomme rum, og knivsbladet ville lyne i solen, og han ville rulle rundt i det brændende støv med rovdyret over sig og begrave kniven i dets hjerte — og han ville mærke det varme blod dryppe på sine spændte muskler, og den ramme rovdyrstank i sine næsebor. Og han ville med opbydelse af sine sidste kræfter rulle den døde krop bort, han ville skære struben over på den, så musklerne holdt op med at sitre i dødskrampe — og så ville han løfte hende op og forsigtigt bære hende hjem til sin hytte. Her ville han tørre sveden af hendes krop, og han ville bade hende med koldt kildevand og lægge kølige palmeblade på hendes pande og bryster — og han ville trykke sit ansigt mod hendes solbrune mave, spidse munden og kysse hendes smukke navle …
»Claus! — Er du ikke snart færdig — vi skal også se resten — der er kun en halv time, til vi skal mødes.«
Lene ruskede ham i armen, og han vågnede op til alle tilskuerne, der sagde åååhhhh og iiihhh.
Pornoblade eller Tarzanfilm — det var åbenbart lige farligt.
Da de var færdige på cafeteriet, kørte de til svømmehallen.
»Sørg for at blive ordentligt skrubbet,« sagde Svendsen.
Det er jo snart nogle dage siden.«
Ærgerligt nok var de høje vipper lukket. Claus var ellers helt god fra både treeren og femmeren. Men så optrådte han med hurtigt brystcrawl. Sammen med Finn var han afgjort den bedste i klassen — men der var ikke rigtig nogen, der bemærkede det.
Lene var i lysegrøn badedragt, og hun hoppede ud lige ved siden af ham.
»Skal vi ikke dykke sammen,« sagde hun og strakte en hånd frem. Han tog fat i den, og efter en dyb indånding stak de benene i vejret og skovlede sig ned mod bunden. Men Lene slap hurtigt, og han så hendes sprællende ben over sig med masser af hvide bobler. Hun trådte vande, og han stak opefter og tog fat om hendes fødder uden at trække hende ned. Så brød han prustende gennem vandoverfladen.
»Træk mig!« råbte hun og lagde sig om på ryggen med armene ud til siderne. Han svømmede frem, så hendes fødder lå på hans skuldre, og derefter bakkede han med