afbrydelse af opførelserne, så begynder den spanske krig, på de offentlige pladser samler menneskene sig hver dag skrigende og syngende, men teatret står tomt, og gælden hober sig op. Så kommer den hårde vinter. London bliver ramt af en så hård kulde, at Themsen fryser til, og slæderne med deres klingende bjælder glider hen over den spejlglatte flade; alle sale er lukkede i denne hårde tid, for selv ikke englemusik kunne trodse en så grusom frost inden døre. Derefter bliver sangerne syge, den ene forestilling efter den anden må aflyses; Händels vanskelige situation bliver værre og værre. Kreditorerne presser på, kritikerne spotter, publikum er ligeglad og stumt; efterhånden mister den fortvivlet kæmpende modet. En velgørenhedsforestilling har lige akkurat reddet ham fra gældsfængslet, men hvilken skam at måtte tigge for at klare skærene! Händel trækker sig mere og mere tilbage, hans sind bliver mørkere og mørkere. Var det ikke bedre, da den ene side af hans krop var lam, end at hele sjælen er det? Allerede i 1740 føler Händel sig igen som en besejret, slagen mand, som slagger og aske af den berømmelse, han havde engang. Møjsommeligt sætter han stykker sammen af tidligere værker, af og til skaber han stadig små ting. Men den store flod er tørret ud, det er forbi med urkraften i den nu helbredte krop; for første gang føler denne store mand sig træt, for første gang føler den herlige stridsmand sig besejret, for første gang føler han, at skabertrangens hellige væld er standset og tørret u