Himmelherren

De gik lidt videre i stilhed. Bag dem kunne røgen fra skorstenene i Runger ses som en fjern tåge over bakkerne. Foran dem rejste bjergtinderne sig og forsvandt i mørke skyer.

Så sagde Ralf: »Peter, hvis du nu har ret, så er det ikke dig, men himmelherren, der vil redde verden, ikke?«

»Jo.«

»Og dermed opfylde den ene profeti?«

»Ja.«

»Men det kan han ikke, hvis han sidder spærret inde, vel?«

»Nej, det er jo derfor, vi skal befri ham.«

»Så hvis du befrier ham, kan man så ikke sige, at du også har været med til at opfylde profetien? Og dermed med til at redde verden?«

Peter kiggede overrasket på Ralf og glippede med øjnene. »Joh,« sagde han tøvende. »Det kunne man måske.«

»Godt,« sagde Ralf og begyndte at fløjte stille. Peter mærkede et forsigtigt smil krydse sine læber, og han kiggede taknemmeligt på Ralf. Pludselig føltes hans hjerte ikke helt så tungt længere.

Nu stod de her. Foran kirkegården, hvor et skilt bad både de levende og de døde om at vende om. Gennem porten kunne de se de mange gravsten, der stak op ad jorden.

»Hvert øjeblik nu …« hviskede den gamle kone smilende, og i det samme brølede uvejrshimlen med sådan en kraft, at jorden skælvede, og de mindste børn væltede omkuld.

Alle lyde døde brat. Forskrækkede ansigter blev vendt mod den sorte himmel, og tordenskraldet rullede ud i uendeligheden. Der var et øjebliks stilhed. Så revnede de mørkviolette skyer, og regnen piskede ned på markedspladsen, hamrede den tørre jord til pløre. Folk begyndte at løbe, mens de råbte i munden på hinanden.

Den gamle kone grinede hæst. Hun slap gardinet, så det faldt ned foran den snavsede rude. »Det havde de dæleme ikke regnet med!«

Det blæste op, og vinden tog fat i den slidte sigøjnervogn, ruskede den, så træværket knagede. Stearinlysenes flammer blafrede, og skyggerne sprang omkring, skjulte i glimt de mange sære ting, der stod på hylderne og i vognens kroge. En gammel krukke fyldt med pergamentruller. Glimtende krystaller, små som støvkorn og store som grapefrugter. Et bundt knogler fra en hund eller en ulv, bundet sammen med en tarmstreng. Buketter af tørrede urter, der duftede tørt og sødt.

Det begyndte at dryppe igennem et hul i taget, og spåkonen sparkede til en rusten blikspand, der lydigt kurede ind under dråberne.

Ovre fra sin pind skræppede ravnen forskrækket, da endnu et tordenskrald flækkede himlen.

»Så, så, der er ingen grund til at tage på vej. Køterens glammen er værre end dens bid.« Hun skulle til at sige noget mere, men gik i stå. Tog en dyb indånding og lod tungen glide hen over de rådne tænder, som om hun smagte luften. »Og dog …« mumlede hun. »Denne storm lugter anderledes.

Der kunne ikke være lang tid til …