Tres kilo solskin

Gest sad og kukkelurede i al sin elendighed og tvivl, alene i selskab med syvogtyve tusinde tønder sild og begræd sin kulde over for de andre, sine nærmeste, disse mennesker, som havde vist sig så gode mod ham.

Det eneste, som øjeblikket derimod tilbød Gest, var at bære denne gråd ud af gården, ud i den kølige morgentåge.

“En i blodet, en anden på papiret.”

Det var Jon gamle i Vindheimar.

Jo, tømrerne var her stadig, og var faktisk allerede begyndt at høvle og save tømmer til, opmåle området til en brygge og grave ud til stolper.

Den hjertevarme Grandvør havde født en iskold datter, som havde giftet sig med fjordens mest begavede mand, og sammen havde de fået det der enfoldige, enerverende arbejdsdyr, som så med en splejset og blikhjertet sjuft havde undfanget fjordens kønneste barn, en pige med det reneste, kærlighedsdunkende hjerteblod.

Eilif havde regnet med at sidde på forreste række, det var det normale, men nu fyldte de norske søfolk op på højre side sammen med Fanneyri-folkene, og så havde profeterne deres faste pladser på forreste række til venstre.

Og Sæbjørgs grydebrød var ikke så værst og udgjorde altid hovedbestanddelen af hans frokost sammen med en klat knivstykt smør, og det skyllede han ned med skummetmælken i den brune glasflaske.

nattens sidste tønde. Til sidst lå

Ja, var det her andet end spil for galleriet?