Tres kilo solskin

Men det er nu engang formålet med livet: uafbrudt at skabe nye og smukkere bekymringer til afløsning for de gamle.

Han skiftede altså fuldstændig taktik, smilte indsmigrende, bød på mere kaffe, takkede dem hjerteligt for det generøse forslag, som han tog imod med åbne arme og ville fremlægge for de relevante personer, og han ville holde dem underrettede. Denne teknik havde danske overordnede tidligt lært islandske embedsmænd at anvende over for deres undersåtter uden at nævne, at de selv havde udviklet den til perfektion over for selv samme embedsmænd: Aldrig at sige nej og absolut ikke ja, men lade folk tro, at de langsomt bevægede sig mod det sidstnævnte. Brokkehoveder skulle man bare lade bevare håbet.

De vidste begge to, at det her krævede et teologisk studium, deres kærlighed ville være forbudt, indtil han fik den hvide krave om halsen. Købmanden ville aldrig give sin datter til en mand uden en øre på lommen, medmindre manden var ordineret. Om efteråret begyndte han så at læse til ægteskab på Præsteseminaret. Han var parat til at tage hvad som helst på sig for den stemmesmukke pige, selv et præstestudium.

Værst er den fattigdom, der ikke har råd til det, som er gratis.

Da gik det op for pastor Jon Gudfinnsson, at han selv måtte løse sit problem, og han dristede sig nu til at skræve hen over alterskranken. Han fik imidlertid ikke løftet præstekjolen højt nok op, så den strammedes hen over gelænderet og kom i vejen for hans fod. Den store præst faldt pladask ind i det aflukke, som alterskranken dannede foran alterbordet, og hamrede hovedet ind i balustrene på den modsatte side. Der lød nogle gisp blandt kvinderne, men ellers tog menigheden det med behersket tavshed. Præsten lå på venstre side inde i alterfolden og vendte ryggen til kirkegæsterne som en enorm gråsæl, bevægede sig knap nok, men man kunne dog høre nogle dybe suk og sidenhen en tung vejrtrækning.

Han modtog al sin skjaldestøtte i slurkform, men blev aldrig trættende efter rækken af glas, snarere var det, som om sprutten fremmede espritten. Jo mere der strømmede ind i ham, jo mere strømmede der ud af ham af svar, vers, digte og lystige fortællinger.

Gest sad og kukkelurede i al sin elendighed og tvivl, alene i selskab med syvogtyve tusinde tønder sild og begræd sin kulde over for de andre, sine nærmeste, disse mennesker, som havde vist sig så gode mod ham.

Det eneste, som øjeblikket derimod tilbød Gest, var at bære denne gråd ud af gården, ud i den kølige morgentåge.

“En i blodet, en anden på papiret.”

Det var Jon gamle i Vindheimar.