Jeg har set det ske igen og igen hos mine venner. De ville så meget, de kunne så meget, mere end jeg, der var den, som måtte halse efter de andre, mens de strålede og skaffede sig, hvad de ønskede, og spiste sig mætte. Og nu er de ikke sultne længere, de har taget, hvad de ville have, de siger det ikke højt, men jeg kan se det i det skær af mathed eller i den tilfredshed, hvormed de påtager sig alderdommen. De er færdige med livet, livet har brugt dem, de er trætte, de har tømt sig ud i almindelige bekymringer, der nok var store – børnene, konerne, professoraterne – og hvor har de dog klaget til mig, men i virkeligheden var de jo tilfredse. Livet med de små bekymringer og lykken mættede dem.