Fru Martens var efter År og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddagene rundt om Martens på Lærredsstykkerne, så forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtroisk Ærefrygt for Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunne være forbi igen, hvis man trådte for hårdt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene.