Barndom

skal blive blind efter sit fald f

den frygtelige stank af ens egen barndom. Man betragter i smug de voksne, hvis barndom ligger laset og gennemhullet inde i dem som et brugt og mølædt tæppe, ingen mere tænker på eller har brug for. Man kan ikke se på dem, at de har haft en barndom, og man tør ikke spørge, hvordan de bar sig ad med at komme igennem den, uden at deres ansigter bærer dybe ar og mærker efter den. Man har dem mistænkt for at have brugt en hemmelig genvej og iført sig deres voksne skikkelse, mange år før tiden var inde. De har gjort det en dag, hvor de var alene hjemme, og deres barndom lå som tre jernbånd om hjertet ligesom hos Jern-Hans i Grimms eventyr, hvor båndene først brast, da hans herre blev befriet. Men hvis man ikke kender sådan en genvej, må barndommen udholdes og slides igennem time for time i et fuldstændig uoverskueligt antal år. Kun døden kan befri en for den, og derfor tænker

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår. Det er med ham ligesom med Smukke-Lili, der er så grim, at man ikke kan forestille sig, hun nogensinde har haft en mor. Alt hvad der er grimt eller uheldigt, kalder man smukt, og ingen ved hvorfor. Man kan ikke slippe ud af barndommen, og den hænger ved en som en lugt. Man kan mærke den hos andre børn, og hver barndom har sin egen lugt. Man kender ikke sin egen og er sommetider bange for, at den er værre end de andres. Man står og taler med en anden pige, hvis barndom lugter af aske og kul, og pludselig træder hun et skridt tilbage, for hun har mærket

aldrig havde haft en skovl i hånden

min far bryder sig ikke om, at jeg slæber digtsamlinger hjem fra biblioteket. Sværmeri, siger han foragteligt, de har ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg har aldrig brudt mig om virkeligheden, og jeg digter aldrig om den

har aldrig brudt mig om virkeligheden, og jeg digter aldrig om den.

Nu falder de sidste rester af mig som flagerne af solskoldet hud, og under den toner en forkert, en umulig voksen frem. Jeg læser i min poesibog, mens natten vandrer forbi ruden, og uden at jeg ved af det, falder barndommen tyst til bunds i erindringen, dette sindets bibliotek, som jeg skal øse kundskab og erfaring af hele resten af tilværelsen.

Jeg er alene i min barndoms stue, hvor min bror engang sad og hamrede søm i et bræt, mens min mor sang, og min far læste i den forbudte bog, som jeg ikke har set i mange år. Det er alt sammen sekler siden, og jeg synes, jeg var meget lykkelig dengang trods min pinefulde følelse af barndommens uendelighed.

De beundrer det lille armbåndsur, jeg har fået af mine forældre. Jeg er også glad for det og synes, det får mit tynde håndled til at syne af lidt mere. De andre har jeg fået penge af, over halvtreds kroner, men de skal sættes i banken til min alderdom, så det glæder mig ikke synderligt.

Tante Agnete, der sang i kirkekor som ung, repræsenterer den kultiverede gren af familien. Hun har skrevet en sang til mig, fordi hun har en „åre“, der flyder ved alle den slags lejligheder. Den handler om forskellige interesseløse begivenheder under min opvækst, og hvert vers slutter sådan: Gid du må have Gud med på din vej, faldera, så følger held og lykke altid dig, faldera. Når vi synger omkvædet, ser Edvin over på mig med latter i øjenkrogene, og jeg skynder mig at se på sangen for ikke at komme til at smile.