Utopia

Thi indtil da

Det er præcis det modsatte af politik som taktik eller administration, nemlig det så sjældne og så svære: Politik som fantasi. For hvad nu, hvis?

rejsen mod en anden FREMTID afløst af en søgen efter at fastholde, fastfryse den umiddelbare FORTID – at sikre, bevare, besinde sig på den vestlige – skandinaviske – danske model over for globaliseringens og fundamentalismens udfordringer. Formålet med idédebatten blev ikke at erstatte samfundet, men at opretholde det.

Det er klart, at retfærdighed må betragtes som noget, der passer sig for den gemene hob, en skomager- og skrædderdyd, som befinder sig langt nede under de samfundets højder, hvor kongerne svæver; eller måske snarere er der to slags retfærdighed, den ene, som egner sig for menigmand, jordbunden og duknakket, for at den solidt tøjret ikke skal springe over gærdet nogetsteds, og så den anden som er en fyrstelig dyd, langt mere ophøjet end den første, ja som skiller sig himmelvidt derfra ved sit liberale frisind, der består i, at alt, hvad man har lyst til, har man også ret til. Den erfaring, de således har gjort med fyrstelige traktater, der ikke er det papir værd, de er skrevet på, er som sagt grunden til, at utopierne overhovedet ikke slutter traktater; måske ville de dog skifte mening, hvis de levede her!

således er der intet rum for de to ting, som ellers hjemsøger domstolene, pengegriskhed og vel- eller modvilje, og som øjeblikkelig undergraver den retfærdighed, som er samfundets sikre grundpille. De folk, som står under den utopiske øvrighed, de selv har udbedt sig, kalder utopierne forbundsfæller, de andre folk, som får støtte og hjælp af dem, venner.

Dette er den stadige nedarvede levevis og rettesnor for folket, og deraf følger overflod på alle ting, og da denne rigdom fordeles ligeligt til alle, bliver resultatet naturligvis, at der ingen fattige eller tiggere findes.

Griskhed og begærlighed opstår som bekendt hos alle levende væsner af frygt for at lide nød; kun hos mennesket er der yderligere en drivkraft, hovmodet, som sætter en ære i at knejse over andre ved prangen og pralen med overflødig luksus. Men den last er der hos utopierne overhovedet ingen plads eller grobund for

Undertiden bringes en sag ud til afgørelse for hele øens befolkning. Hvad rådet angår, er reglen den, at ingen sag kan drøftes samme dag, som den forelægges, men skal opsættes til det næste rådsmøde. Man ønsker nemlig ikke, at nogen skal buse ud med, hvad der lige falder ham ind eller kommer ham på tungen, så at han bagefter går og udpønser en begrundelse, der mere skal dække over hans ubesindige snak end være velbetænkt i statens interesse; en misforstået „æresfølelse“, der er mere øm over egen anseelse end over statens vel, regner de for skammelig og vanvittig, udsprunget, som den er, af frygt for at komme i skævt lys som et kortsynet snakkehoved; vedkommende skulle hellere t

Med sin gennemtrængende forstand indså han, at der kun er én eneste vej til det almene vel, nemlig at der påbydes ligelighed i goder; og den tilstand tror jeg ikke vil kunne have bestand, hvor der er privat eje.

Derfor beundrer jeg også den meget smukke lignelse hos Platon49, hvori han giver grunden til, at de vise med rette holder sig uden for aktiv politik: når de ser, at folkemassen, der vrimler på gader og stræder, bliver dyngvåd i det ene regnskyl efter det andet og ikke kan overtale dem til at ty ind i husene og søge husly for regnen og véd at de selv ved at gå ud i det frie ikke udretter noget som helst andet end selv at blive gennemblødt til skindet, så holder de sig inden døre og slår sig til tåls med, at de i al fald selv er i sikkerhed, når de alligevel ikke kan kurere de andres tåbelighed.