himmel.
Øverst knejsede en stor tøjheks på et kosteskaft. Den blev hurtigt ædt af flammerne.
– Jeg bryder mig ikke om den skik med at brænde heksen af, sagde Julius’ mor. – Det virker så barbarisk.
– Det er jo bare gamle klude, sagde Julius.
En høj dame i gul og rød dragt var ved at holde en tale. Det var Baronessen. Det blev hun kaldt af folk i byen, fordi hun var så rig. Det var hende, der ejede det nye indkøbscenter.
Julius hørte ikke efter talen. Den var for lang efter hans mening. Han trippede rundt og stirrede utålmodigt op på scenen, hvor der var sat trommesæt og højtalere op. Endelig var talen færdig, og The Wild Cats kom ind på scenen. Forsangeren satte i et mægtigt tigerspring og begyndte at synge en sang om, at han var en sort panter.
– Hvordan ser de ud? råbte Julius’ mor ind i hans øre for at overdøve musikken.
– Godt, råbte Julius tilbage. Han stirrede betaget på orkesteret.
De var utrolig flotte i leopardbukserne og de orange løveskjorter. For ikke at tale om de røde guitarslips.
Det var som om tøjet fik dem til at funkle og skinne.
I det øjeblik var Julius meget stolt af sin mor, men han sagde det ikke til hende. For hun var så genert.
Sammen nød de musikken. Alle sangene handlede om noget med vilde dyr og kærlighed.
– Det er det jeg kan lide ved The Wild Cats, råbte hans mor. – For der er så mange sange der kun handler om kærlighed.
Det gav Julius hende ret i.
Da orkesteret havde spillet det sidste nummer klappede alle som gale.