Han tænkte længe på den tale, dr. Martin Luther King Jr. havde skrevet i fængslet i Birmingham, det magtfulde budskab, den mand havde formuleret inde fra sin celle. Det ene affødte det andet – uden cellen, ingen storslået appel om handling. Elwood havde ikke noget papir, ingen blyant, kun væggene, og han var løbet tør for smukke tanker, for slet ikke at tale om fornuft og evnen til at formulere sig. Verden havde hvisket ham sine regler i øret, så længe han havde levet, og han havde nægtet at høre efter. Han havde i stedet lyttet til en højere sandhed. Verden blev ved med at tilrettevise ham: Elsk ikke nogen, for du vil miste dem, stol ikke på nogen, for de vil forråde dig, træd ikke frem, for du vil blive slået tilbage. Han hørte stadig de højere påbud: Elsk, og den kærlighed vil blive gengældt, følg den rette vej, og den vil føre dig til frihed, kæmp, og tingene vil forandre sig. Han havde ikke hørt godt nok efter, aldrig set, hvad der havde været lige for næsen af ham, og nu var han blevet trukket helt ud af verden. De eneste stemmer, han hørte, var drengenes i sovesalen under ham, råbene, latteren og de bange skrig, som om han flød rundt oven over dem i en bitter himmel.