Berømmelsens pris

„Kan vi så bestille thaimad og drikke billig hvidvin i aften?“

Spørgsmålet kommer helt bag på mig. „Øh, ja. Ja til thaimad. Nej til vinen.“ Jeg har aldrig været den store fan.

Bella rejser sig op for at hente sit kreditkort. Det er hendes tur til at betale. Jeg er ved at finde onlinebestillingen frem, da min telefon ringer. Jeg tager den selvfølgelig med det samme, i håb om at det er DJ.

„Lianne,“ siger Bob. „Jeg har ringet til dig i dag.“

Ja. Det har han. „Beklager,“ siger jeg, mens jeg undrer mig over, hvorfor han aldrig ringer tilbage til mig, lige så hurtigt jeg formodes at ringe tilbage til ham.

„Har du skrevet under?“

Det er Bob i en nøddeskal. En rigtig charmetrold. „Er der noget nyt om det skotske skuespil?“ Det er ikke pænt af mig at holde kontrakten som gidsel.

Men jeg havde valget mellem at gøre dét eller at flegne fuldstæ

Jeg har glemt alt om min paparazzo-nemesis.

Og hvorfor har jeg spildt så meget tid på at håbe, at han ville hjælpe mig? Jeg skaffede mig selv decemberjobbet bare ved at ringe til instruktøren på The Public Theater. Men filmfolk var sværere. Det var svært at vide, hvem der trak i trådene, medmindre man kendte nogen, der kendte nogen.

„Der er masser af managere,“ siger jeg langsomt. „Jeg må i gang med at sondere lidt og finde ud af, hvem der er velanset. Som om jeg lige trænger til et nyt projekt. En af grundene til, at jeg har holdt Bob ud så længe, er, at det er hæsligt at skifte. Og vil du høre noget sjovt?“

„Ja, hvad er det, der er sjovt?“ spørger DJ.

„Min ældste bror er manager.“

„Ham, der ikke sender julekort?“

„Ja, godt husket. Rick var lige begyndt, da min far døde. Men jeg hører, at han er ret god til det.“

„Så …“ DJ stiller det indlysende spørgsmål. „Skal han så ikke være den første, du ringer til? Hvad har du at miste?“

„En hel masse,“ flyver det ud af munden på mig, før jeg når at tænke mig om. DJ’s øjne er som to store spørgsmålstegn, så jeg er nødt til at forklare. „Okay, du har en bror og en søster, der elsker dig, ikke sandt? Jeg har tænkt på at ringe til Rick. Men hvis han siger: ’Jeg har ikke tid,’ eller ’jeg har ikke plads til flere klienter …’ Ååh. Det har jeg ikke lyst til at høre, okay? Det er nemmere bare at ringe til en fremmed, end det er at høre min egen bror sige, at han ikke vil hjælpe mig op af et hul.“

DJ får et mildt udtryk i ansigtet. „Stump, altså, indimellem glemmer jeg det.“

„Glemmer hvad?“

Han rejser sig fra sin stol og kommer over til min. Den er egentlig ikke stor nok til os begge to, så jeg flytter mig, så han kan sætte sig, hvorefter jeg planter mig på skødet af ham. DJ lægger armene om mig. „Du er fantastisk, og jeg glemmer, at der findes mennesker, som ikke lægger mærke til det. Hvis du har en bror, som ikke vil tage telefonen, når du ringer, så er det ham, der går glip af en masse.“

Jeg læner mig op ad DJ og føler mig pludselig helt udmattet. „Det er sødt af dig at sige det, især efter at jeg har slæbt dig med til den hæsligste aften. Glem, at han tog mig på brysterne. Der var også dér, hvor vi pludselig skulle koge suppe på mit katastrofale onenightstand.“ DJ svarer ikke lige med det samme, så jeg vender mig om for at se hans ansigt. Han ser eftertænksom ud.