Mio, min Mio

Jeg gad vidst, hvad Benka ville sige, hvis han kunne se min hvide hest med den gyldne manke. Min Miramis med gyldne hove og gylden manke.
Benka og jeg kan så godt lide heste. Det var ikke kun Benka og fru Lundin, der var mine venner, da jeg boede i Uplandsgade. Jeg havde en ven til, det har jeg glemt at fortælle. Kalle Punt hed han, og det var en gammel bryggerhest. Et par gange om ugen kom bryggerivognen med øl til butikkerne i Uplandsgade. Den kom for det meste tidligt om morgenen, lige når jeg skulle i skole, og jeg plejede at holde øje med den for at få snakket lidt med Kalle Punt. Det var sådan en rar gammel hest, og jeg samlede sukkerknalder

Var der nogen, der hørte radio den femtende oktober sidste år? Var der nogen, der hørte, at de spurgte efter en forsvundet dreng? De sagde sådan her:
Politiet i Stockholm efterlyser den 9-årige Bo Vilhelm Olsson, som siden i forgårs aftes klokken 18 har været forsvundet fra sit hjem, Uplandsgade 13. Bo Vilhelm Olsson har lyst hår og blå øjne og var, da han forsvandt, iført korte brune bukser, grå strikket sweater og en lille rød hue. Oplysninger om den forsvundne dreng bedes givet til nærmeste politistation.
Ja, sådan sagde de. Men der kom aldrig nogen oplysninger om Bo Vilhelm Olsen. Han var væk. Ingen fik nogensinde at vide, hvor han var forsvundet hen. Ingen ved det. Ingen andre end jeg. For det er mig, der er Bo Vilhelm Olsson.
Jeg ville ønske, at jeg i det mindste kunne komme til at fortælle det hele til Benka. Ham legede jeg altid med. Han bor også i Uplandsgade. Han hedder egentlig Bengt, men alle kalder ham Benka. Og der er naturligvis heller ikke nogen, der siger Bo Vilhelm Olsson til mig. De siger bare Bosse.
De sagde bare Bosse, mener jeg. Nu, hvor jeg er forsvundet, kan de jo ikke sige noget. Det var kun „tante“ Edel og „onkel“ Sixten, som sagde Bo Vilhelm til mig. Ja, onkel Sixten sagde faktisk ingenting. Han snakkede nemlig aldrig med mig.
Jeg var plejebarn hos tante Edel og onkel Sixten. Jeg kom til dem, da jeg var et år gammel. Inden da boede jeg på et børnehjem. Det var der, tante Edel hentede mig. Hun ville egentlig have en pige, men der var ingen, hun kunne få. Derfor tog hun mig. Selv om onkel Sixten og tante Edel ikke bryder sig om drenge. I hvert fald ikke når de bliver otte-ni år. De syntes, at der blev for meget larm i huset, og at jeg slæbte for meget skidt med ind, når jeg havde været ude og lege i