”Et liv skal være kedeligt, hvis det ikke indeholder adskillige vendepunkter, og ingen vil for øvrigt helt slippe for dem… Jeg er ikke i tvivl om, at min oplevelse af at kunne læse selv, den dag for 76 år siden, blev vendepunktet, der førte mig ind i mit fag som journalist og senere som forfatter.”
Sådan skriver Lise Nørgaard, som er en af de mange kendte danskere, der her fortæller om de store vendepunkter i deres liv. For nogle har vendepunktet været at få børn, for andre at miste én, de elsker, og endnu andre fortæller om mødet med en helt særlig person, der har fået deres liv til at skifte retning.
Blandt de interviewede er blandt andre Johnny Reimar, Annette Heick, Puk Elgård, Pia Kjærsgaard, Lene Siel, Jørn Hjorting og Grethe Sønck. Bogen udkom første gang i 1999.
Bjarne Henrik Lundis er en dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han står blandt andet bag biografier om store danskere og har også udgivet bøger om LGBT±personer og deres plads i den danske kultur— og samfundshistorie.