Er mor død

Mor er død i mig, men det hænder, at hun rører på sig.

Jeg havde fået synliggjort det, der før var usynligt, og fået usandsynliggjort det, der før havde virket sandsynligt, at hun måtte holde af mig på en eller anden måde.

De går i takt, vugger i takt, har vugget så længe i takt, at de har glemt, at de gør det, er bedøvede, er bedrøvede, har glemt alle realiteter, men måske er det noget, jeg bilder mig ind.

min mor vil garanteret blive hjemsøgt af fortid en eller anden dag, om ikke andet så ufrivilligt om nætterne, Yellowstone, Montana, og alle de drømme, hun måtte opgive, fordi fars altid kom før hendes. Hun tror, hun har glemt det, men det findes i hende et sted sammen med et hul efter mig, et lillebitte tomt rum, hvor jeg engang boede, nej, Ruth har taget den plads, og det er lettere at bære Ruth i sig end mig, jeg var tung at bære fra begyndelsen. Så glem det! Men det er det, jeg ikke kan! Kan ikke lægge min mor væk, for jeg har en mistanke om, at hendes tidligt tvetydige kærlighed til mig og hendes nuværende bastante modvilje afspejler hendes egne uløste konflikter, og dem vil jeg vide mere om. Min mors mysterium er min tilværelses gåde, og det føles, som om jeg kun ved at nærme mig den kan nå en form for eksistentiel forløsning.

Det skete, at jeg observerede hende sammen med andre og tænkte, at jeg måske ville have kunnet lide hende som tante, kollega, veninde, men som mor var hun ikke god for mig, jeg fik en indre skade af det. En mor er mord uden d. Og alligevel håber jeg på en rolig, opklarende samtale med hende, hvor kommer det håb fra? Derfra?

Jeg bilder mig ind, at hun foretrækker at være sammen med mennesker, der snakker hende efter munden, og at det er let for folk at snakke hende efter munden, fordi hun formentlig fremstår skrøbelig, fordi min mor, i hvert fald dengang jeg kendte hende, var ekspert i at sætte et trist og forulempet ansigt op, ansigtet hos en, der har hengivet sig til sine krænkelser og gjort dem til sin identitet

virkelig­heden er uinteressant, sandheden er interessant, men svær at gribe, kredse ind, at nå

For jeg tror ikke på, at mor ikke er fortvivlet over, at hun ikke har kontakt med mig, og hvis hun ikke føler fortvivlelse, men kun fortørnelse og vrede, er fortørnelsen og vreden smerten i forvrænget form.

Du har stjålet mors liv, givet verden en fortælling om mor, der ikke er belæg for, men hvordan skal folk vide det, at du fordrejer alt for at få det til at passe med dit livsprojekt uden tanke på, at andre menneskers livsprojekter er lige så værdifulde

ller digter jeg dig frem med ord.