Tak for mad,“ sagde Robin og lænede sig tilbage i stolen. Han var stopmæt.
„Selv tak,“ sagde Samrita. Det var hende, der havde lavet mad i dag. Og hun havde gjort sig ekstra meget umage. Ikke fordi de havde noget specielt at fejre. Bare fordi hun havde lyst til at være sød ved Robin. Hun vidste nemlig, at han elskede karry. „Synes du ikke, det var lækkert? Det synes jeg, hvis jeg selv skal sige det.“
Robin tørrede en dråbe gul sovs af kinden. „Mm,“ nikkede han. „Det smagte næsten lige så godt, som når din mor laver det … AVV!“
Samrita sparkede ham over skinnebenet under bordet. „Hvis du skal være så fræk, kan du få lov til at gå ud med skraldeposen,“ sagde hun.
Robin grinede til hende. „Det var kun for sjov, sveske. Det smagte virkelig dejligt. Men jeg er i gang med at opfinde en elastikfidus til mine briller. Den ene stang er helt løs. Se.“ Robin tog brillerne af og viste dem til Samrita. Den ene brillestang vippede op og ned.
„Spændende,“ sagde Samrita. „Men hvad har det med skraldeposen at gøre?“
„Ja, jeg har ikke tid til at gå ud med den, når jeg er ved at opfinde. Det kan du jo nok forstå.“
Samrita så bare på ham med hovedet på skrå.
Robin ville selvfølgelig gerne hjælpe til. Han var bare så proppet, at han ikke kunne røre sig. „Okay, vi slår om det,“ forsøgte han. „Bedst af tre.“
„Ha! Det er jeg med på,“ sagde Samrita. „Jeg vinder altid! Bedst af én.“
„Tre.“
„Én.“
„Godt, så. Er du klar?“ spurgte Robin og løftede sin knyttede hånd.
Samrita holdt også en hånd frem.
„Sten … saks … PAPIR!“ sagde de i munden på hinanden.
De havde begge to saks.
„Om igen. Sten … saks … PAPIR!“
Denne gang havde de også begge to saks.
Robin grinede. „Vi kender hinanden for godt, sveske. Det bliver hele tiden uafgjort.“
„Nej.“ Samrita rystede på hovedet. „Du ved, at jeg altid ender med at vinde. Kom igen. Sten … saks … PAPIR!“