Ole Sarvigs forfatterskab spænder bredt over digte, romaner og kunstkritik, og tilsammen udgør det en storslået og sammenhængende analyse af tidens angst og splittelse. En splittelse, der også er til stede i den moderne, abstrakte kunst. Sarvig forklarer i “Krisens billedbog” den moderne kunst som en indre, sjælelig proces, der ofte bliver uigennemtrængelig for andre, og diskuterer den fremmedgørelse, som den moderne kunst er et udtryk for.
Ole Sarvig (1921–1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen «Grønne digte”, og digtet “Regnmaaleren” herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.
«For Sarvig står den moderne kunst som et forsøg på at gribe virkeligheden, et dokument over de seneste tiårs åndelige udvikling i den civiliserede verden. Man må erkende den energi og indfølingsevne, hvormed han søger at læse dette dokument med de mange svære hieroglyffer.” – Otto Gelsted