på den måde lignede de to halvdele af en bevægelse som mindede om en skulptur, med samme skønhed og absurditet som et begær der er i blomst, men ikke kan bære frugt, ude af stand til at fuldbyrde sin skæbne, en bevægelse som hverken kan røbe forsigtighed eller dristighed fordi den grundlæggende betingelse for fuldendelse ikke findes hos nogen af dem. De var som græske løbere, deres fødder var løftet, men de savnede forløsningen ved den endelige kommando som ville få foden ned igen – evigt vrede, evigt adskilte, i en kataleptisk fastfrosset positur af hæmningsløshed.