Hvad?” sagde han, da han opdagede deres blikke. “Det her hjælper. Nu behøver de ikke skændes om, hvem der får det første stykke.”
Alex så ud, som om han var parat til at springe tværs over bordet og kvæle Jasper. Call havde det tit på samme måde, men i det øjeblik var Jaspers irriterende væremåde nærmest heroisk.
Mester Joseph skar mere tærte, og Call spiste et kæmpestykke. Med et krigerisk blik lod han gaflen spidde hver eneste bid, som om han kunne vise sin overlegenhed ved at være den bedste til at spise tærte. Alex’ tærtespisning var ynkelig. Han pillede nødderne af sit stykke og fjernede fyldet, så kun skorpen og toppen var tilbage. Call så hånligt på ham.
Omsider rejste mester Joseph sig. “Det har været en lang dag, og det er vist på tide at gå til ro. Call, der er hakket oksekød i køleskabet til Havoc. Tag, hvad du har brug for. Jeg håber, du ved, hvor fjollet det vil være at prøve at forlade os. Der står kaos-ramte ved hver eneste udgang for at forhindre det.”
Call svarede ikke, for der var ikke noget at sige. Han var fanget igen … og denne gang var Tamara og Jasper det også.
Anastasia forlod rummet efter at have givet Call et kys på panden og hans ene skulder et kort, kejtet klem. Han sad stille imens, prøvede at lade være med at krympe sig. Han havde aldrig haft en mor, men det var ikke sådan, han havde troet, det ville være.
Da de nåede op for enden af trappen, vendte Tamara sig mod Call og Jasper med et beslutsomt ansigtsudtryk. “Vi skal nok slippe væk herfra,” lovede hun med en hæs hvisken