Den elskede Eva udkom i 1911, og magen til den forargelse og fiasko, der fulgte i dens kølvand, skal man lede længe efter. (…) Georg Brandes havde rost den inden udgivelsen, men i pressen blev den gennemheglet som usædelig og pervers, og den fordomsfulde kritik fik langtrækkende konsekvenser. (…)
Titlen Den elskede Eva er bittert ironisk. Er der noget Eva ikke er og aldrig bliver, så er det elsket. Hun bliver kurtiseret i det uendelige, men når aldrig frem til kærligheden. Romanens virvar af pardannelser udmærker sig ved at være kærlighedsløse, noget meget karakteristisk ved Agnes Henningsens romaner i det hele taget. Det er som om hendes personer er medvirkende i et gammelkendt marionetspil, hvor de agerende kender alle kærlighedens fagter og udtryk. De mimer i et spil, uden at fatte, hvad spillet går ud på. Med et moderne udtryk er de fremmedgjorte for sig selv og derfor for hinanden. Bag den franske forårskulisse med al sødmen, alle farverne og lugtene i de små kafeer, er der en stor og fortvivlet tomhed.
— uddrag af Bodil Wambergs efterskrift.