Køkkenet: Et strategisk vigtigt rum, for det er her, pariserinden holder salon. Hvis du har plads nok, så skab to stemninger: en afdeling med blødt lys, der inviterer til at sidde og spise, diskutere, forføre – og en anden afdeling med et kraftigere lys, hvor du kan tilberede en lammekølle uden at skære dig i fingeren.
Stuen: Indret den med forskelige kroge, for det får den til at virke større, end den er. Du skal ikke sætte en stor lysekrone op, men i stedet bruge flere små lamper, medmindre du har arvet en aldeles pragtfuld lysekrone fra din bedstemor. I så fald sætter du svage pærer i den. Du kan også fordele stearinlys rundtomkring, men aldrig på lave borde, for du vil ikke have lys, der kommer nedefra: Det giver poser under øjnene, og skyggen fra din næse kommer til at ligne et overskæg.
Soveværelset: Her skal lyset være dæmpet. Glem alt om skarpt lys, som fremhæver folder og appelsinhud. De eneste lyskilder er lyset i dit klædeskab og en læselampe. Og lyset i læselampen må aldrig være skarpt, for det ødelægger dine øjne.
Badeværelset: Lyset her skal være din bedste ven. Det må ikke virke demoraliserende. Vælg et lys, som snyder lidt, og som forsikrer dig om, at alt er fint.