ikke dø, men ville for alt i verden have det der væk. Det havde under alle omstændigheder været en katastrofe, at jeg blev gravid som 17-årig. At det var med en tysker gjorde det dobbelt skamfuldt. Og at det så var med én, jeg faktisk ikke brød mig om og kun havde været sammen med et par enkelte gange, det gjorde mig endnu mere led ved det.
Dengang syntes jeg nok, det var den største katastrofe overhovedet at blive gravid. Men efterhånden som det blev en mere naturlig ting at få et barn uden for ægteskabet, så tippede det nok over. Jeg kunne godt fortælle min første mand, at jeg havde fået et barn og også til andre. Men ingen udover min nuværende mand har fået at vide, at det var med en tysker. Ikke engang min moster, der selv fik barn med en tysk soldat, har jeg nogensinde talt med om det. Min svigerfar var politimand under besættelsen og var under jorden, og når vi er sammen, så trykker jeg mig altså. Jeg synes, jeg snyder, når jeg ikke fortæller dem det. Men jeg er bange for deres reaktion og kan ikke rigtig bære ikke at have deres respekt, selvom jeg har den på et falsk grundlag.“