E.T.A. Hoffmanns «Djævelens Eliksir» er en dæmonisk gyserroman om munken Medardus, der flygter fra klosteret og kaster sig ud i en lang række mord og andre forbrydelser. Er han forfulgt af sin dobbeltgænger? Ser han syner, eller er det dybderne i hans eget uhyggelige sind, han får øje på?
Romanen er spændt ud mellem de menneskelige poler lyst og dyd. Den handler om sjælemystik og er ved siden af det rent realistiske, som Hoffmann forstod at finde ind til i den menneskelige psykes dybder, en skarp udlevering af religiøst hysteri.
Den tyske forfatter E.T.A. Hoffmann (1776–1822) var med sin forkærlighed for skrækscenarier, slægtsforbandelse, makabre forbrydelser og lignende, hovedskikkelsen i den “sorte” romantiske digtning. Til forskel fra de øvrige romantikeres enhedstænkning havde Hoffmann en dualistisk livsanskuelse, hvor kun åndens verden er virkelig, mens den materielle verden er grotesk og uvirkelig. Hoffmann fik stor indflydelse på europæisk litteratur, og forfattere som bl.a. H.C. Andersen, Fjodor Dostojevskij og Charles Dickens har fundet inspiration i hans digtning.
