Det er ikke et »højere jomfrueligt væsens« kærlighed, ingen Senta-sentimentalitet, men kærligheden som uafvendelig tilskikkelse, en skamløs, uskyldig, grusom kærlighed – og netop derved naturlig. Det er den kærlighed, hvis midler er krig, hvis grundvold er slægternes dødshad.
Jeg kender intet tilfælde, hvor det tragiske vid, der udgør kærlighedens væsen, udtrykker sig så strengt, så skrækkelig bliver til formel, som i Don Josés sidste skrig, hvormed værket slutter:
»Ja, jeg har dræbt hende,
jeg dræbte min tilbedte Carmen!«
En sådan opfattelse af kærligheden – den eneste, der er filosoffen værdig – er sjælden. Den hæver ét kunstværk frem blandt tusind. Thi gennemsnitlig bærer kunstnerne sig lige så forkert ad som alverden, endog værre: de misforstår kærligheden. Også Wagner har misforstået den. De tror at være uegennyttige, fordi de har et andet væsens fordel for øje, ofte mod egen fordel, men til gengæld vil de også besidde dette andet væsen.
Om det så er Gud, danner han ingen undtagelse.