Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline (1894–1961) opholdt sig i Danmark i seks år, 1945–51. Det er allerede grund nok til at interessere sig for ham her i landet.
Alle hans værker tager udgangspunkt i hans egen livshistorie, men alt fortælles med så bastante overdrivelser, at læseren ikke kan undgå at komme i tvivl om, hvor grænsen går mellem selvbiografi og roman. Det centrale for Céline er at illuminere virkeligheden ved hjælp af sproget, ikke at fortælle sandheden.
Hans Boll-Johansens introduktion til Céline prøver at adskille digt og sandhed. Han gennemgår i syv afsnit Célines liv og værk, hans kærlighedsopfattelse, poetik, forholdet til danskerne og – det der har gjort ham allermest forkætret – hans antisemitiske skrifter i slutningen af 1930’erne. Et perspektiverende kapitel til sidst i bogen argumenterer overbevisende for, at Céline er én af de uomgængelige forfattere i det 20. århundrede.
Louis-Ferdinand Célines liv var så omtumlet som det 20, århundrede selv. To verdenskrige blev han trukket med i, kolonialismens sidste krampetrækninger i Afrika og et nervepirrende fængselsophold i Vestre Fængsel i København.
Intet af det, han oplevede, gav ham lyse tanker om livet.
Alligevel kan han med sin feltlygte finde en slags vej i den europæiske nat. Ikke ved at stille håb i udsigt, men paradoksalt nok ved at gøre tingene endnu værre, end de er. Céline bruger alle slags latter som værn mod verdens sammenbrud: den rå, den satiriske, den groteske, den ironiske, den forfinede, den umærkelige. Latter i dødens skygge siger han selv om den tilstand, der for ham er den skabende. Han opsøgte både i sit liv og i sine romaner sammenbruddet – og satte ord på det.
Jean-Paul Sartre: ‘Måske overlever han os alle’.