Fra 1940 til sin død udgav Knud Sønderby en række samlinger af korte tekster, der oprindelig ofte havde været bragt som aviskronikker, bl.a. Grønlandsk Sommer (1941) Forsvundne Somre (1946), Hvidtjørnen (1950) og De blå glimt (1964). Perspektivet kan være livsfilosofisk, men der opstilles ingen teser, som skal afprøves. Udgangspunktet er ofte dagligdagens almindelige tildragelser eller den uventede hændelse, der netop vender op og ned på alt. Natur og menneskeliv indfanges med en karakteristisk forening af nøgtern observation og lavmælt humor, og hvad der rørte sig i ungdommen bevarede hans ganske særlige interesse.
Sønderby dyrker den umiddelbare sansning, den spontane indskydelse, den slentrende gangart. I den udpræget subjektive essaytradition fra franskmanden Michel de Montaigne (1533–92) er Sønderby til stede som det registrerende subjekt, der opnår selvindsigt gennem mødet med det fremmede.