”Kom med op i seng igen,” siger han.
Vi følges ad op, Antonio går forrest og holder mig i hånden, som om jeg er en teenagepige på vej til mit første knald. Vi smutter ind under lagnerne igen, og han lægger armen om mig, noget, jeg virkelig har savnet i de uger, hvor han har været fjern og utilnærmelig. Jeg putter mig ind til ham og ønsker, at jeg følte det samme som før. Men det gør jeg ikke. Han føles kantet, som om vi er to brikker i et puslespil, der ikke passer sammen, og hans nærvær ved min side udvisker ikke længere fortiden, som det gjorde