Verden som vilje og forestilling

vil ligeledes erkende mangel på dømmekraft som enfoldighed og endelig delvis eller fuldkommen mangel på hukommelse som vanvid. Dog alt til sin tid. – Det som erkendes korrekt af fornuften, er sandhed, nemlig en abstrakt dom med en tilstrækkelig grund (afhandlingen om den tilstrækkelige grunds princip, § 29 ff.). Det der erkendes korrekt af forstanden, er realitet, nemlig den korrekte slutning fra virkningen i det umiddelbare objekt til dens årsag. Over for sandheden står vildfarelsen som bedrag af fornuften, over for realiteten står illusionen som bedrag af forstanden. En mere udførlig udredning af alt dette kan man læse i min afhandling om synet og farverne.142 – Illusion optræder når én og samme virkning kan fremkaldes af to helt forskellige årsager hvoraf den ene forekommer meget hyppigt, den anden sjældent. Forstanden der ingen data har hvorudfra den kan afgøre hvilken årsag der virker her, da virkningen er helt den samme, forudsætter så til enhver tid den sædvanlige årsag, og da forstandens aktivitet ikke er refleksiv og diskursiv, men direkte og umiddelbar, står en sådan forkert årsag som anskuet objekt foran os, og netop det er den falske illusion. Hvorledes dobbeltsyn og dobbeltfølen opstår på denne måde når sanseredskaberne er bragt i en usædvanlig situation, har jeg vist i den ovenfor nævnte afhandling og dermed leveret et uomstødeligt bevis for at anskuelsen kun eksisterer for og gennem forstanden. Som yderligere eksempler på et sådant forstandsbedrag, eller illusion, kan man nævne kæppen som dyppes ned i vandet hvorefter den ser ud som om den var knækket; billeder fra et konvekst hulspejl forekommer at befinde sig et stykke bag ved

at vi i det hele taget vil, er vores ulykke: hvad vi vil, er slet ikke interessant. Denne villen (grundfejltagelsen) kan imidlertid aldrig tilfredsstilles, hvorfor vi aldrig holder op med at ville, hvilket atter bevirker at livet er en vedvarende jammer.

Schopenhauer mindes i denne optegnelse sit 17. leveår som skelsættende. Her blev han grebet af livets jammer på samme måde som Buddha blev det i sin ungdom da han opdagede sygdom, alder, smerte og død. Oplevelsen af tilværelsen som pinefuld fører i samme optegnelse frem til det ræsonnement at verden umuligt kan være en algod skabers værk, men at den snarere stammer fra en djævel der har vakt mennesker til live for at kunne fryde sig ved synet af deres kvaler.

Den modsigelse der nødvendigvis resulterer af disse overvejelser, opløses imidlertid ved at – for nu at sige det med Kants ord – tid, rum og kausalitet ikke tilkommer tingen i sig selv, men alene dens fremtrædelse hvis form de er. Med mine ord lyder det således: at den objektive verden, verden som forestilling, ikke er den eneste, men kun den ene, så at sige ydre side af verden der herudover har en helt anden side som er dens inderste væsen, dens kerne, tingen i sig selv

Således ser vi på den ene side hvordan hele verdens eksistens med nødvendighed afhænger af det første erkendende væsen, hvor ufuldkomment dette end måtte være, og på den anden side hvordan dette første erkendende dyr helt og aldeles afhænger af en lang kæde af årsager og virkninger der går forud for dette, og som dyret selv indgår i som et lille led.

For verden er slet og ret forestilling og behøver som sådan det erkendende subjekt som bærer af sin eksistens

Over for påstanden om at erkendelsen er en modifikation af materien, kan man altid med samme ret gøre det modsatte gældende, nemlig at al materie kun er en modifikation af subjektets erkendelse, med andre ord er dets forestilling

På samme måde som når man vågner af en drøm, ville vi nemlig med ét blive klar over at materialismens sidste møjsommeligt frembragte resultat, erkendelsen, allerede ved det første udgangspunkt, den rene materie, var forudsat som en uomgængelig betingelse

Nu forsøger materialismen at finde materiens første, enkleste tilstand for derefter at udvikle alle andre fra denne ved at den bevæger sig opad fra den rene mekanik til de kemiske processer, til polaritet, vegetation, animalitet. Forudsat at dette lykkedes, ville det sidste led i kæden være den animalske sensibilitet, erkendelsen der nu ville optræde som en ren og skær modifikation af materien, en tilstand af materien frembragt gennem kausaliteten.

grund (afhandlingen om den tilstrækkelige grunds princip, § 29 ff.). Det der erkendes korrekt af forstanden, er realitet, nemlig den korrekte slutning fra virkningen i det umiddelbare objekt til dens årsag. Over for sandheden står vildfarelsen som bedrag af fornuften, over for realiteten står illusionen som bedrag af forstanden. En mere udførlig udredning af alt dette kan man læse i min afhandling om synet og farverne