I “Kortfattet kunsthistorie” gennemgår kunsthistoriker Sigurd Müller verdenskunsten fra oldtiden og frem til sidste halvdel af 1800-tallet og giver et overblik over blandt andet egypternes og romernes kunst, renæssancen og romantikken.
Sigurd Hjorth Müller (1844–1918) var en dansk forfatter, kunst- og litteraturhistoriker. Han begyndte først at studere medicin, men efter en rejse til Italien sammen med landskabsmaler Thorald Læssøe opgav han medicinstudiet og begyndte at studere æstetik. Han underviste i en årrække i dansk på Borgerdydskolen i København og blev senere rektor for Kolding Latin- og Realskole. Hans forfatterskab begyndte med en digtsamling i eget navn og et par oversættelser, men efterhånden som de kunsthistoriske studier optog ham mere og mere blev det til en lang række mindre artikler i forskellige dagblade, et par bøger om kunsthistorie og et omfattende biografisk værk om billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.