Moralens evindelige genkomst

lt ekskluderes som opleves som det dyriske i mennesket, og dermed udelukkes også centrale elementer i livet selv. I sidste instans gælder det livet selv i samme grad som passiviteten gennemføres konsekvent.

Både livets og dets lidelses herkomst glemmes idet de omlyves til at oprinde af værdier der i stigende grad kommer i modsætning til dem

Den passivitet eller det antiliv der er forbundet med en ubærlig lidelse, gøres til det centrale. Man forguder nemlig en passivitet der i sidste instans ikke er levende, men død, og som, konsekvent gennemført, ville ophæve livet.

ressentimentets udlægning stadigvæk er den skematik vi forstår alle sociale hændelser igennem. Vi kan fortsat ikke andet end forestille os at vi selv er vore handlingers ophavsmænd. Ressentimentets problematik har sejret, så vi alle tænker i de kategorier som det har skabt.

Men samtidig bliver det imidlertid også muligt at se den stærke som årsag til handlinger. Han fattes som et subjekt der er ansvarligt for sine handlinger, og han kan derfor bebrejdes både dem og deres følger.

I ressentimentets omskrivning mimes den oprindelige passivitet altså i en fordobling som en grundlæggende subjektivitet der i sig selv er passiv. Men fordoblingen tillader at man kan forstå passiviteten som noget aktivt, som noget et bagvedliggende subjekt vælger eller vil

Subjektet betragtes som en fri agent der ytrer sig aktivt i og gennem alle hændelser. Disse omtydes derved umiddelbart, uanset deres karakter, til handlinger, og således kan endog passiviteten tydes som noget aktivt

Det får hermed karakter af en ‘substans’, en guddommelig størrelse, der står bag om den givne tilværelse og gennemsyrer den med sine planer

Ved at idealisere og eviggøre passiviteten søger man nu at konstruere den som det grundlæggende der ligger bag om verden, og som virkeligheden hviler på. Man konstruerer subjekter der ligger bag ved verden og vor gøren og laden i den

ressentimentet bliver til i det liv som rummer lidelsen. Det søger ved at fornægte dets form at tildele dette liv i lidelse en mening der overgår den aristokraterne var i stand til at give det. Det gør det ved at indføre en ‘fremmed’ instans i socialiteten som den fremover må leve med. Denne instans får alt til at fremtræde i et tvelys af livsfornægtelse og livsbekræftelse som ikke er til at skille ad. Tvetydigheden skyldes at det er det lidende liv der bekræftes idet den hidtidige bekræftelse af det fornægtes