Nattevagt

„Nej, det hjælper ikke med alle de store talemåder om at holde ideens fane højt,“ vedblev Jørgen aldeles opgået i sin tankegang og uden at vide, at han ikke hele tiden havde tænkt højt. „Når det kommer til stykket … hvem er det vel så, der fra arilds tid har lavet verdenshistorien, det vil sige revolutionerne! Det er netop den sort blege, tarmslunkne kælderdyr, der med glæde tager alle syv dødssynder på deres samvittighed for en flaske brændevin. – Det er øllebrødsbarmhjærtigheden, der er vor ulykke derhjemme! Se til vore allerbrandrødeste socialister! Det er velnærede borgere, skikkelige spækhøkere, der lever i den bedste forståelse med de ti bud og Balslevs katekismus … folk, der har penge i sparekassen, og som straks besvimer af moralsk hjærtekvababbelse, når en forstyrret typograf skyder en knap af en ministers overfrakke! Uf! De bliver mig mere og mere modbydelige, den slags Per nittengryn, som går og vil revolutionere en detail; filistersjæle, der i grunden er rigtig vel fornøjet med tilværelsen, men har en eller anden lille oppositionel kæphest at ride på, enten det nu er arbejdersag eller kvindefrigørelse eller republik eller sådan noget vås. Som om det battede at klippe et par kviste, når træet er blområddent ned til roden?

Men jeg har på den anden side gjort den opdagelse, at det ikke er helt løgn, at ægteskabet er en fortræffelig institution. Måske er det den eneste, der bør skånes, når en gang den store ragekniv kommer i virksomhed. De løse forbindelser duer alligevel ikke, de forjasker karakteren, og man spilder sin tid og sin kraft med alt det renderi på gader og nattekafeer for at fange nye fugle. Læg dig det på sinde, du gamle knejpe- og variétée-slave; et hjem er i mere end een forstand en mands „castle“, – det har jeg ikke haft lejlighed til at erfare før.

det er mennesket, som der er gået lyrik i, og det vil sige det samme, som når der går svamp i et hus.

Et øjeblik efter stod de ude på gaden og tog som sædvanlig afsked med „Klumpen“s gamle slagord:
„Hold krudtet tørt, kammerat!“

Det var de sørgelige rester af „Klumpen“ – eller „Nattevagten“, som den nu kaldte sig – forøget med et par medlemmer af det lille revolutionære arbejderparti.

men først og fremmest kongeparrets svigersøn, københavnernes yndling, – den hvide czar, selvherskeren over alle russere.

Da hændte det, at det gamle kongepar fejrede sit guldbryllup, og med iver greb befolkningen denne lejlighed til at glemme alle tvistigheder for i enighed at kunne bringe majestæterne sin tak og hyldest.

Mo’er fik et slagtilfælde; … hun havde aldrig været stærk og kom sig aldrig siden. – – Den nat, mens jeg lå vågen og hørte moder hulke, gjorde jeg mig selv et løfte … som jeg tror, jeg har holdt.“

„En bestemt lejlighed?“ gentog han. „Har jeg aldrig fortalt dig om den dag, da fa’er blev fængslet midt i sin skoletime?“

Hvorledes var det, at Rom kaldtes i Johannes åbenbaring? „Den babyloniske skøge“.