Temaet i bogen er menneskets desperate forsøg på at fastholde livet og ungdommen for at undgå forfaldet, fysisk og psykisk.
Den 47-årige forfatter er selv et levende eksempel på, at der ikke er grund til at fortvivle. Men der er naturligvis en årsag til, at hun har skrevet bogen — som hun beskedent karateriserer som: „Historier, der var i mig på det tidspunkt.“
„Fornemmelserne er selvfølgelig mine egne. Der er selvbiografiske træk, stumper af mig selv, i alt hvad jeg skriver. Alderen kan vise sig de dage, hvor man føler sig træt og udslidt. Næste dag føler man sig måske ung og veloplagt. Jeg har ingen intentioner om at foretage en foryngelseskur som kvinden i Glemslens forår. Så ville jeg hellere bruge pengene på en rejse. Når jeg skriver, leger jeg med muligheder.“
„Jeg vil helst ikke tro, at vi har en fastlagt skæbne, som der ikke kan gøres noget ved. På den anden side kan man næsten tro på alt, ved at tænke på det uforklarlige ved fødsel og død.“
„Vi er alle født med bestemte egenskaber og anlæg, som kan udlægges bedst muligt. Dét er en slags skæbne, som tilfældigt kan stoppes eller udvikles. Selv i den sorteste opvækst udvikles rene solstråler, hvor andre bliver knust. Jeg tror ikke på, at vi udelukkende påvirkes udefra, siger Dorrit Willumsen, der heller ikke i sine bøger ser noget i fugleperspektiv, men ud fra det enkelte menneske og hvad der sker med det. — Interview med forfatteren ved Iben Thastum i Det fri Aktuelt