med røde roser, så jeg nærmere på Charley. Han var fortumlet, jeg så et fjernt udtryk i hans øjne, og han var totalt udmattet, sikkert af sine følelsers styrke. Mest af alt mindede han mig om en mand der er ved at komme til sig selv efter en lang, hård druktur – udslidt, udtømt, udlevet. Han kunne ikke spise sin mad, han nægtede at tage sin aftentur, og så snart vi var kommet indenfor sank han sammen på gulvet og faldt i søvn. I nattens løb hørte jeg ham hvine pg bjæffe, og da jeg tændte lyset så jeg hans ben foretage løbebevægelser, det rykkede og sled i kroppen, og øjnene stod vidåbne, men det var kun en drømmebjørn. Jeg vækkede ham og gav ham lidt vand. Denne gang faldt han rigtigt i søvn og rørte sig ikke resten af natten. Om morgenen var han træt endnu. Jeg gad vide hvorfor vi tror dyrenes tanker og følelser er så enkle.