Midt i en jazztid

Hvad så? – Ja, så egentlig ingenting forresten, det er vel også pointet. Er det ikke netop tendensen i generationen – de blanke øjne, det indadvendte smil uden bagtanke! Livet!

medens de danser derude krop ved krop, hoved ved hoved, par ved par, vuggende, glidende, bølgende, boblende hen under projektører og tobakståger med blanke øjne og næsten tragiske indadvendte smil, med smidige lemmer spillende i hver enkelt lille bevægelse – legemer så smidige som ingen generation har haft før os – medens de danser dèr … med blanke øjne og smidige legemer …

Han satte munden ned til overarmen og bed, til der kom mærker af tænderne. En tæt krans af gustne, blodløse pletter på den brune overarm, så vendte blodet tilbage, og de blev røde.

, jeg har jo ikke noget at vente efter længere. Og jeg bliver gammel, jeg må hellere gribe chancen, medens der er nogen, der vil have mig.

man kan føle selve mørket som en dyb uafrystelig ensom sorg, som da man var barn, og pludselig elske en kvinde, som aldrig vil betyde noget for én, så ømt, som man aldrig har elsket nogen anden, fordi man mærker hende røre sig varmt og levende i mørket og føler hendes mund mod sin skulder, og man kan trykke sig tæt ind mod hende og helt høre op med at tænke.

unge mennesker, der lå i en seng i mørket, fremmede for hinanden, vidt forskellige, uden at elske hinanden, illusionsløse, gode ved hinanden. Han famlede med en hånd over hendes hår og famlede efter så meget i det hele; med vidt åbne øjne i mørket, som var hans blik kun rettet mod hans egen sjæl. Og rundt om dem bredte byen sig til alle sider i mørket, der var ved at svinde, og på oceanerne sejlede skibene, men det er for småt.

øjne … Nøddebrune, varme, bløde drømmende. For øjeblikket bløde og drømmende, sommetider var de glade og kriblende. Han tænkte på, at efter den lejlighed han havde haft, havde han kysset munden ikke helt nok, og øjnene alt for lidt.

Så kyssede de hinanden igen, og han følte, at hun var ensom og syntes også, at han selv var det,

For resten er det slet ikke sikkert, at manden skulede. Måske er det blot noget inden i én, der af gammel vane får én til at tro det. Måske bandede han slet ikke ondt mellem tænderne, da han blev ringet op i telefonen og kaldt bort og forsvandt med en lille taske. Sandsynligvis er det blot banale opstød af den dramatiske sodavand, man har drukket i tidens løb, der får én til at tro sådan. – Det hele stillet op til en novelle af Boccaccio eller en klassisk opera.

Hvorfor? Å, ikke tænke på det. Hvem ved, om der er noget at tænke over, når alt kommer til alt. Er det måske ikke det værste netop, det at tænke over. Hvem ved. Det at sidde sådan i en båd og stirre ned igennem det klare vand og være glad for solskinnet, er det ikke det egentlige? At danse med en eller anden, at sidde sammen på en bænk eller ligge tæt sammen i mørket. Er det ikke det egentlige?