sin halskæde og knugede den ind til sig. Smykket blev varmt, og et let vindstød puffede hende ind ad havegangen som svar.
“Okay, here goes nothing!” mumlede hun og åbnede forsigtigt døren.
Værelset lignede sig selv; hendes ting stod, hvor hun havde efterladt dem. Alt var nøjagtigt, som det plejede at være. Det fyldte hende med en underlig blanding af tryghed ved at vide, at intet herhjemme havde forandret sig, men også ængstelse for, om det ville blive ved med at være trygt og velkendt, når hun nu ikke længere var den samme. Kunne hun gå tilbage til at være den Emilie, som boede her?
Hun lagde sig oven på dynen og lukkede øjnene. Sengen var blød, og lige