Han strøg ind og kastede sig på sofaen, mens han brummede: – Jeg har glædet mig til at være sammen med dig, og så slår du bare op med mig. Han holdt sin mobiltelefon i vejret. – Og så oven i købet pr. sms!
– Jeg slog ikke op med dig. Jeg skrev bare, at jeg ikke kan tage af sted på vores lille tur næste uge. Der er kommet noget i vejen. Jeg er ked af det, Jim, men vi må gøre det en anden gang.
Hun talte sødt, men Jim lod sig ikke formilde. Perdita Davis var lidt for god til det at vinde en mands hjerte, holde igen og så formilde ham med et henrivende smil.
Og hun kunne slippe godt fra det, fordi hun var fantastisk med langt, blondt hår, utrolige blå øjne, en krop, der var slank nok til de mest krævende modelkjoler, og et masse skælmsk charme. Det var det, der var problemet, tænkte han vredt. Hun vidste præcis, hvor langt hun kunne gå.
– Jeg er nødt til snart at smutte, sagde hun. – Det er et scoop, jeg bare ikke kan gå glip af.
Perdita var freelancejournalist med et talent for at opdage sensationer og udnytte dem til fulde.
– Hvor foregår den sensationelle historie så? hvæsede Jim.
– I Paris. Jeg har lige bestilt værelse