Mit indre rum står tomt som en kirke uden menighed.
Lyset uden sin væge.
Jeg ved, du er kærlighed, jeg mærker det, hver gang vi mødes i bøn.
Men kære Gud, det er ikke godt for mig som menneske at være alene.
Jeg går rundt i disse forladte stuer.
Jeg ligger ensom i min seng.
Jeg har levet sådan alt for længe.
Der er skygger af sorg på min pude.
Mærker af tomhed på min hud.
Kære Gud.
Jeg beder om din hjælp til at sætte vægen i sin kerne af stearin.
At tænde den flamme i min stage af længsel.
Kan du samle min menighed?
Disse hænder, Gud, de tørster efter at kunne stryge en nøgen ryg, folde sig om et kærligt ansigt.
Folde sig ud i fremstrakte arme.
Undskyld, hvis jeg hæver stemmen, jeg gør det for at kunne høre mig selv bedre.
Jeg vil ikke hviske om dette indre kærlighedsvæsen, det har levet i stilhed alt for længe.
Gud, jeg ved, at du kan få dette sat i værk, at du med din vilje kan tilskynde hændelser, bringe orden i kabalen og lægge det sidste kort ...
Kan du sætte kronen på dette værk af kød og blod?
Jeg tilhører dig, Gud.
Et barn af din nåde.
Ingen tvivler.
Skabt i din kærlige tilstedeværelse
lægger jeg tillidsfuldt min dybeste længsel i dine hænder.