En lille kreds af socialdemokrater dyrkede under Anden Verdenskrig en fascination af det tyske. Nogle tog springet og blev decideret nazister. Stauning, som var statsminister frem til sin død i 1942, før krigslykken vendte, talte selv for samarbejdspolitikken, var fascineret af den økonomiske politik (planøkonomi), som førtes i Tyskland, og så formentlig ingen anden udvej på krigen, end at Danmark på en eller anden måde ville blive indlemmet i et stortysk rige.
De socialdemokrater, som bogen handler om, dækkede sig både dengang og senere ind under, at deres holdninger blot flugtede med Staunings og dermed var partipolitik. De fleste fik blev efterfølgende ekskluderet af partiet, da regnskabet skulle gøres op. Først efter Staunings død kunne man internt i partiet tage et opgør med afvigerne og blive enige om den rette linje for resten af besættelsestiden. Jens Otto Krag optræder i bogen som en, der forlod kredsen i tide, og Harald Bergstedt, den nazistiske ophavsmand til kendte børnesange som Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede.
Politikere og historikere har siden forsøgt at tegne skellet tydeligere op, end historien kan retfærdiggøre. På et maleri, som pryder Socialdemokratiets gruppeværelse, ses Vilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942, med sikker hånd styre kutteren Jenny, der reddede danske jøder over Øresund, i land. Selvom Buhl faktisk er kendt for at have holdt den såkaldte stikkertale, som harcelerede imod sabotører og modstandsaktioner mod værnemagten.
Det historiske problem tager Arne Hardis fat på i denne bog.